Søg
  • kirsten-brun

Tanker på en juni aften om livet & døden

Kære Alle

Sent i går aftes da jeg sad på min altan, og fløj lidt ud i universet, for det var netop sådan en aften, en af disse fløjs bløde juni aftner, hvor der er overflod og rummelighed i luften. Funderede jeg på et klip jeg havde set tidliger på dagen. Et klip der handlede om at miste en elskende, det var en samtale mellem forfatteren Elizabeth Gilbert og Oprah Winfrey, og det var et af de øjeblikke som viste stor respekt og kærlighed. Hvor det var fint at tale om det af miste, og om det at mærke dem, som ikke længer er her i fysisk form.

For mig var det af disse klip som rykker lidt ved det inderste i en, ikke fordi det der blev sagt var nyt men det var måden. Det var en befriende ukompliceret samtale, uden at nogen skulle forsvare noget, eller belære den anden om noget. Og det mangler vi om noget i vores verden at kunne tale om hvilke bånd der er imellem os, uanset form. Og at kærligheden rækker ud over kløften mellem livet og døden. Mellem de to adskilte former som vi alle har. Det var det de to kloge kvinder talte om, det at mærke, fornemme, føle og tale med vores nærmeste, selv om de ikke er i fysisk form. Og det at man løse et ikke særligt kærligheds fuldt, eller kompliceret relation, selv efter at døden. Fordi man kan se igennem lagt af egoet, i ikke fysisk form og dermed forstå og se et menneske klarer. Det der mest af alt skaber kløften mellem den fysiske og ikke fysiske form, er vores behov for et ego i den fysiske form. Og det at vi bliver nød til at fokusere i noget meget afgrænset, når vi har krop.

For at holde sammen på det hele, så at sige. Det gør at vi ikke oplever verden, men ofte kun oplever gennem den tænkte ”virkelighed”, som kun er i vores hoveder, og som er en stor del af vores ego. Og så bliver vi lige pludselig meget krop og hjerne, og meget lidt levende, pulserende, sjæl og i forbindelse med alt det som er. Vi er jo ikke kun mennesker på denne jord, vi er en kæmpe mangfoldighed af liv. Og alt dette liv har to former, og alt dette liv kan vi mærk, kommunikere med og føle. Så, af føler kærlighed på tværs af døden, mærke dem vi elsker, også har et liv der hvor de er, men også har en sorg og vi er et. Er kæmpe stort. Uanset alt andet vi er blevet fortalt. Vi er blevet fortalt så mange myter, af videnskaben, religionerne, kloge mænd og af angsten for det vi mærker, men ikke helt forstår. Vi kalder det rationelt og ikke bevist. Vi har jo heller ikke bevist for det ikke er her, livet efter døden, og måske har vi beviset men tør ikke se det. For vi er bange for at vi ikke er alene, og vi er bange for at mærke, at vi kan føle kærlighed på tværes af alt, for det gør os til evige på en måde. Og så er døden jo ikke det endegyldige.

Når vi mister en vi elsker dybt, kan vi måske overkommer egoets evige forventning, om at noget skal havde en bestem form eller vi kun kan kommunikere på en måde. Nemlig vores. For der i savnet og i sorgen, rammer kærligheden i sin dybeste from og vi mærker livet, og at vi er et fællesskab, et med alt, et hele. Måske kun i glimt, men vi mærker det.

Hvis vi lærte at det ikke er alt vi kan styrer og ikke alt vi kan sætte karv til, eller skal kunne forstå, så vil vi kunne leve frit og mærke at vi er forbundet. Levende som døde.


195 visninger

©2018 by Kirsten Brun & Den røde tråd.